Vedtægter for Kolding Kajak Klub



§1 Navn - Kolding Kajak Klub, stiftet 11. maj 1934 med hjemsted i Kolding Kommune.



§2 Formål - at fremme interessen for Kano- og Kajaksporten, samt værne om og pleje sammenholdet blandt klubbens medlemmer. Klubben er tilsluttet Dansk Kano- og Kajakforbund og dermed underlagt DKF's love.




§3 Medlemmer – Enhver der har betalt kontingent og som tilslutter sig og erklærer sig indforstået med at respektere klubbens love samt de af den til enhver tid siddende bestyrelse fastlagte ordens- og sikkerhedsregler, er medlem af foreningen. Ikke-myndige må endvidere præstere skriftlig accept fra forældre/værge.


Bestyrelsen kan ekskludere et medlem der ikke respekterer nærværende vedtægter eller beslutninger, som er vedtaget af generalforsamlingen. Eksklusionen gælder fra dags dato og minimum frem til nærmeste følgende generalforsamling. Eksklusionen skal godkendes på den nærmest følgende generalforsamling, såfremt det ekskluderede medlem ønsker dette.




§4 Klubbens ledelse: Klubben ledes af en bestyrelse på 7 personer, der vælges af generalforsamlingen for en 2 årig periode. For så vidt antallet af bestyrelsesmedlemmer ikke når 7 på generalforsamlingen, er bestyrelsen bemyndiget til efterfølgende at supplere sig med nye medlemmer, hvis valg dog skal godkendes af den nærmest følgende generalforsamling.



Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og roller jævnfør forretningsorden.



Bestyrelsen fastlægger sin egen forretningsorden og træffer beslutninger, der er nødvendige for klubbens drift og udvikling. Der føres protokol over samtlige beslutninger. Ved stemmelighed i bestyrelsen, er formandens stemme udslagsgivende.



Foreningen forpligtes ved underskrift af mindst 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formand eller næstformand.



Bestyrelsen kan skriftlig meddele fuldmagt til enkeltmedlemmer, til at tegne foreningen i normale daglige økonomiske anliggender, indenfor det på generalforsamlingen vedtagne budget, her iblandt disponering på foreningens konto.




§5Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed!




Ordinær generalforsamling afholdes en gang om året i 1. kvartal og indkaldes af bestyrelsen med mindst 30 dages varsel ved annoncering på klubbens hjemmeside og på opslagstavlen i klubhuset.




Stemmeberettiget er alle aktive medlemmer når forfalden kontingent er betalt. Afstemninger sker skriftligt, såfremt blot et medlem ønsker det. Al afstemning - undtagen det i §9 nævnte forhold - afgøres ved simpelt flertal blandt de fremmødte. Medlemmer under 18 år kan repræsenteres af en forælder/værge.


På ordinær generalforsamling skal dagsorden mindst indeholde følgende punkter – rækkefølgen 2-5 er ikke bundet:


Valg af dirigent

Aflæggelse af beretning

Forlæggelse af revideret regnskab for året der gik og driftsbudget for det kommende år.

Behandling af indkomne forslag

Valg af

3 bestyrelsesmedlemmer (lige år) eller 4 bestyrelsesmedlemmer (ulige år)

2 bestyrelses suppleanter

2 revisorer

1 revisorsuppleant

Eventuelt.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, eller når mindst 1/3 af medlemmerne med angivelse af dagsorden skriftlig kræver det. Forslag, der ønskes behandlet af generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 20 dage før generalforsamlingen afholdes.


Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med mindst 30 dages varsel.


§6 Kontingent mv. - Kontingent samt andre ydelser til klubben fastsættes af bestyrelsen.


§7Regnskab - Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. Revision finder sted en gang årligt efter regnskabsårets afslutning. De af generalforsamlingen valgte revisorer kan foretage uanmeldt kasseeftersyn, når de ønsker. Regnskab og status skal forsynes med revisionspåtegning af foreningens revisor.


§8Hæftelse - Foreningen hæfter kun overfor sine forpligtelser med den til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen form for personlig hæftelse.


§9Opløsning - Klubben kan kun opløses på lovlig indvarslet generalforsamling, hvor mindst halvdelen af klubbens medlemmer er tilstede og hvor 2/3 af de tilstedeværende stemmer for opløsning. I tilfælde af opløsning anbringes evt. aktiver i DKF''s varetægt, hvor disse skal henstå til rådighed i 10 år for en evt. nyopstart af en Kajakklub i Kolding. Efter 10 år kan DKF frit disponere midlerne.



Vedtægterne er vedtaget på generalforsamlingen den 9. marts 2016.



Vi takker vore sponsorer

Kolding Kajak Klub

Trindholmsgade 20, 6000 Kolding